onsdag den 5. marts 2014

Det forkerte toilet




Vi var i torsdags så heldige at få mulighed for at køre med Berit og Molugeta til Hawassa. Vi var lidt småslatne og syge, så eventyrhumøret var ikke helt i top og udsigten til den fem timer lange køretur, gjorde ikke weekenden mere appetitvækkende. Afsted skulle vi jo og hvor var det godt, vi kom af sted. Vi ankom torsdag aften og fik vist vores hytte og dertilhørende toilet og bad. Vi var meget begejstrede for vores lille hytte og den norske ferieplads vi skulle bo på så da også meget fin ud. Det skal lige siges, vi ankom i mørke. Inden vi skulle i seng, skulle der lige tisses af. Berit havde vist os, hvor toiletterne lå. Vi bevægede os ud i mørket og pludselig stod der en hjort/gazellelignende skabning foran os. Den løb forbi os og videre hen til noget der i vores øjne godt kunne ligne en hyæne. Vi anser ikke os selv som de mest pivede skabninger men jeg må indrømme, at det føltes godt af have Marita i hånden ved siden af. Det var dog ikke dyrene udenfor der var det mest skræmmende men nærmere de tommelfinger lange kakerlakker og deres hvepse venner indenfor på dasset, der ikke lige var min kop te. Dasset i sig selv krævede også en del overvindelse, især i mørket.
Natten til fredag kunne vi ligge og høre rigtig mange meget sjove lyde fra hyænerne, hestene og de tusindvis af fugle omkring os. Vi vågnede fredag op til en fantastisk udsigt. Vi var helt høje over hvor smuk feriepladsen med udsigt over Hawassa sø var. Vi snakkede meget om, at hvis det ikke lige havde været for dasset, ville det være skønt at tage på ferie her (vi ved godt, at vi er lidt forkælede). Fredag var vi så heldige at møde danske Helene og norske Teresa. Helene tog os med ud for at se en masse af byen. Fredag kiggede vi på maraboustorke og aber i parken i Hawassa.  Vi spiste italiensk is og blev indbudt til filmaften hos det danske missionærpar Kristian og Jeanette. Lørdag tog Helene os med til Haile hotel, hvor vi slappede af og nød en masse luksus (inklusiv træk-slip toilet, Helene forstod ikke rigtigt vores begejstring). Lørdag aften spiste vi et dejligt måltid med Berit og Molugeta og efterfølgende spiste vi is og jordbær med Helene og Teresa i mens vi så Anna Phil (man har jo lov til at nyde lidt danskhed, når man sådan er på miniferie). Teresa skulle undervejs i aftenen, træde af på naturens vegne. Jeg spurgte i den forbindelse Helene om de havde set, at der var nogle hvepse i gang med at bygge et hvepsebo, på det ene af toiletterne. Helene kiggede undrende på mig og spurgte noget i retningen af: ”hvad mener du med toiletterne, der er da kun et?”. Herefter viser det sig at der er et træk-slip toilet i enden af hytten i et lille skur. De dasser vi havde brugt, var for længst blevet erstattet med en modernisering, og stod nu kun som reserve… Sådan kan man jo komme så galt afsted.
 Vi var vilde med Hawassa og håber på at kunne vende tilbage og prøve træk-slip toilettet på feriepladsen engang. 













Ingen kommentarer:

Send en kommentar