Marita?

Her den anden aften var vi på vej hjem fra internetcaféen. Vi skulle hjem og lave aftensmad. Sørine og jeg er i fuld gang med at snkke og er i vores egen verden, hvor vi pludselig bliver afbrudt af én bag os, der pludselig siger: ”Marita?” Aldrig har mit hjerte siddet så langt oppe i halsen. Vi vendte os begge, fuldstændig forskrækket over en fremmed, der sagde mit navn. Heldigvis var det bare en fra ungdomsgruppen, så helt fremmed var han ikke. Men vi nåede godt nok at blive forskrækket. Så det fik vi alle tre et godt grin over.

Vi har ikke været ude for noget, der på nogen måde er skræmmende, men de gange vi har været inde i Addis er vi blevet mødt på en helt anden måde, end vi gør her i Mekanissa. Der er 10 gange flere mennesker der inde, som (næsten) konstant konfronterer én med handlende tilbud, tilråb, ægtesskabstilbud osv. Derfor er vi blevet anbefalet af gå med guldringe på venstre hånd vel at mærke – det gør, at størstedelen af henvendelserne fra mænd hernede reduceres. Så selvom ingen af os er forlovet, lader vi lige som om, at vi er det, de næste par måneder ;-)
Det er lidt sjovt for hernede kan etiopierne være så direkte. De kan spørge; ”Hvor var du i går? Med hvem? Hvor længe? Hvorfor?”  Hvilket umiddelbart virker meget overvældende, men det komiske er så, at det er helt tilladt at tale udenom og svare meget indirekte, som f.eks.; ”Et sted, med nogen, en noget tid, fordi”.
Vi haaber, at I har det godt hjemme i DK?

En helt normal uge

Vi har endnu ikke helt fået en helt normal uge op at gøre, men vi er godt på vej! Indtil videre kunne en helt normal og lækker uge se sådan ud:

Uge 8	Mandag	Tirsdag	Onsdag	Torsdag	Fredag
Formiddag		Legestue kl. 10-12		Legestue kl. 10-12	Engelskundervisning kl. 9.45-11
Eftermiddag	Engelskundervisning kl. 14.30-16 Danskundervisning af Liv og Ruben kl. 17-17.45	Danskundervisning kl. 17-17.45	Danskundervisning kl. 17-17.45	Danskundervisning kl. 17-17.45	Fredagsmøde med Tine Danskundervisning kl. 17-17.45
Aften		Passe børn	Ungdomsmøde	Bedemøde med en skandinavisk gruppe

Så som I kan se, har vi god tid til planlægning af både legestue, engelsk- og danskundervisning. Det er dejligt at have god tid til både planlægning og afslapning, for det tager virkelig kræfter og energi at lære at leve i et nyt land og i en ny kultur.
Weekenden har vi brugt i selskab med vores to danske veninder, Inge og Charlotte. Vi var på forberedelseskursus sammen i januar. Inge og Charlotte er udsendt af Afrika in Touch. De arbejder hos Win Souls for God med tidligere prostitueret piger, hvor de underviser dem i bl.a. engelsk. De bor inde i midtbyen, så det tager lidt tid for dem at komme ud til os og omvendt. Men hver mandag og onsdag er de på sprogskolen her i Mekanissa for at lære amharisk. Så det er dejligt nemt for dem lige at komme et smut forbi os.
Lørdag var Sørine og jeg på basar i en kirke i Addis. Kirken holder en basar sidste lørdag i måneden, så vi har to gange endnu til at shop-amok! ;-) Det fede ved det var, at alt gik til et godt formål. Pengene går til forskellige udsatte mennesker, eks. HIV/AIDS-ramte kvinder.  Vi var desværre for optaget af alle boderne og de smpændende ting, som de havde, så billederne må i lige have til gode. Men vi har et billede fra torsdagens besøg hos Womens pottery. Womens pottery laver keramik, krukker, skåle, fade, små høner og andre smukke ting. De havde også en stand på basaren. Både Womens pottery og basaren var virkelig et shoppe-paradis for Sørine og jeg. Der var så mange flotte ting!

Her ser i Liv og Tine hos Womens Pottery

Hen på eftermiddagen mødtes vi med Inge og Charlotte og tog ud at spise på Amfi, en virkelig god pizza restaurant. 
Søndag mødtes vi igen og tog i kirke sammen i International Lutheran Church (ILC). Herefter var det Putlock (tror vi nok det hedder…), fællesspisning med kirken. Det var virkelig hyggeligt. Alle havde medbragt et eller andet spiseligt, og så sad vi bare og snakkede med nogle andre unge fra kirken. Det er virkelig fedt at have andre danske unge, som vi kan slappe af med og snakke med. Det er bare så hyggeligt!

Her sidder vi ude i vores have og nyder solen

Aftensmaden her bestaar af rugbroed, spejlaeg, avokado og Fanta ananas - mums!

Laekre damer og pizzaer!

Næste weekend (eller allerede på torsdag) skal vi til Awasa (Hawassa) sammen med Berit, som skal undervise nogle studerende i teambuilding ugen efter. Så vi har lige fået lov til at komme med på en forlænget weekend. Vi skal bo på et norsk feriested. Vi har hørt at udsigten, naturen og dyrelivet skulle være noget helt specielt dér. Så vi glæder os rigtig meget til at komme dertil og se nye områder af Etiopien.

Med Gud paa sidelinjen

I mandags var der lidt langt hjem, men så lå søndagens andagt på bordet, som jeg lige ville dele med jer: ”Enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses. – Joels bog 3,5

Jesus siger: sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. – Joh. 16, 23

Som gangske ung læste jeg en bog, der handlede om, at hvis man havde et eller andet ønske, så skulle man bare begynde at takke Gud for det. Så fik man det. Jeg synes ikke helt, det virkede. Heldigvis. Og set i bakspejlet var det egentlig sundt at læse denne bog. For den lærte mig noget om, hvad bøn ikke er – og hvad bøn er. Jeg lærte, at Gud er min far – og ikke en magisk kraft. Siden lærte jeg, at bøn ikke virker. Og jeg mener det. Bøn virker ikke – men det er Gud, der virker. Heldigvis. For Gud er ingen automat. Bøn er ikke magi, så vi bliver bønhørt, fordi vi beder på en bestemt måde. Men bønnens evangelium er, at det er Gud, min far, der virker. 

Og det store ved dette er, at vi små menneskebørn – med alle vore fejl, mangler, sorger og glæder – må komme til Gud i bøn med alt det, vi har på hjerte. Og alt det vi kæmper med. Eller kæmper imod. Vi må påkalde Herrens navn. Vi må også komme til Gud med det rigtig svære i vores liv. Med det, vi ikke kan leve med – og med det, vi ikke kan leve uden. Også når vi synes, at Gud er forfærdelig gådefuld. For når Jesus bruger ordet Far om Gud, så kan jeg trods alt godt leve med det gådefulde. For det udtrykker, at når jeg beder til Gud, så henvender jeg mig til ham, som elsker mig ud over alt, hvad jeg har fortjent og kan leve op til. Jeg er elsket med en kærlighed, som gav sit hjerteblod for mig. Og som netop siger, at den, der påkalder hans navn, skal frelses. Du og jeg er ikke overladt til os selv.” 

Det er da virkelig helt fantastisk at vide! At selvom Sørine og jeg er langt væk og til tider ift. amharisk og den fremmede kultur kan være magtesløse, så går Gud med os. Så må vi komme til ham med alt det vi har på hjertet. Det er trygt at vide, at vi har en far, som vil hjælpe os igennem de fede ting, men også de knap så fede ting, f.eks. når der er langt hjem.
I onsdags var vi til lovsangsaften sammen med ungdomsgruppen. Det var en stor oplevelses! Strømmen gik lige i starten af aftenen, men det gjorde bare aftenen endnu mere speciel og inspirerende. Der blev tændt stearinlys, som de satte fast med stearin til jorden og i vinduerne. Lidt efter begyndte de at synge, og flere og flere stemte i. Det lød helt fantastisk! Man kunne virkelig mærke, at de mente det, de sang.  Det var fedt at se, at de bare var ligeglade med, hvor godt de sang. De gav deres bedste. De sang bare til Gud med hjerte og sjæl. Det kunne vi godt lære noget af. Etiopierne er et meget taknemmeligt folk, og det kunne vi både høre og se den aften. Vi er også meget privilegeret og taknemmelige over oplevelserne vi har fået og over ikke at være syge. Gud passer på os - han er med paa sidelinjen.

Kaert barn har mange navne

Her i Etiopien har vi mange navne. Vi bliver kaldt alt fra: Sørita og Marine (af Møberg familien især), Søren og Martin, Sir. Rine og Martha (især af etiopierne) eller Margharita. Folk eller de kære danskere hernede nåede ikke at lære vores navne, inden vi kom, så de kører stadig rundt mellem Sørita og Marine, hvilket er meget underholdende for os!

LUKSUS, ude at spise med præsidenten, utallige dyr og Dodola!

Vi har SÅ meget at fortælle jer! Men vi laver så mange spændende ting, at vi slet ikke har haft tid til at opdatere jer! Så nu skal I få en opdatering fyldt med saftige oplevelser!

Hele den første uge var vi meget trætte (hele tiden, nat og dag). Men i ugen efter kunne vi mærke, at vi var meget mere friske, udhvilede og energifyldte i løbet af dagen. Det har virkelig været nogle helt fantastiske 14. dage, og de er bare gået SÅ hurtigt! Vi har oplevet så overvældende mange ting! Vi nyder Etiopien. 

Siden sidst har vi været en tur i Nazareth (3 timers hoppende køretur fra Addis) til teamsamling med alle DEM’s ansatte fra Etiopien + Jakob. Det var ret vildt, at vi allerede 4 dage efter vores ankomst tog på hotel og nød lidt luksus.

For vi har det virkelig luksus! Vi bor i luksus, lever i luksus, har det LUKSUS!
Selvom at vi var ”på arbejde”, mens de andre havde teamsamling, var det meget afslappende og hyggeligt at nyde det gode vejr og poolen sammen med børnene. Vi nyder at kunne være barnlige igen med Liv på 11, Ruben på 9, Vicki (Bjørk) på 4 og Storm på 2 år. De smeltede vores hjerter fra dag 1!
De er nogle dejlige, glade og livlige børn, som sætter gang i vores hverdag.

Efter teamsamlingen i Nazareth tog vi med Anne-Grethe og Per (vores reserveforældre og det tidligere teamlederpar) på en lidt spontan tur til Dodola (endnu 3 timers køretur fra Nazareth, dog med knap så hullet asfalt denne gang!). De skulle ned og sige farvel til nogle venner i Dodola, da deres år her i Etiopien er gået. Det var en helt fantastisk og meget smuk tur! Vi lærte rigtig meget på den tur, bl.a. at:

• Når to køretøjer rører eller kører ind i hinanden, så holder de helt stille, og dermed forsinker eller stopper trafikken helt. I Etiopien kører man ikke ud til siden eller noget som helst.\

• Vejen er fyldt med huller, og man skal altid være klar på at hoppe et godt stykke op (jeg var næsten ved slå hovedet op biltaget på et tidspunkt, så man skal være forberedt på små såvel som store huller i vejen)

• Trafikken er nærmere styret af fodgængere(eller dyrene) frem for trafikanterne – mennesker og dyr står og går nemlig, hvor de vil her i Etiopien!

• Kæmpe grippe, aber, flodheste, geder, får, køer, hunde og høns er en naturlig del af vejkanten eller vejen – da vi kørte til Dodola, så vi lige pludselig en hel flodhest, det var virkelig sejt! Og på vej hjem fra Dodola sad der aber i vejkanten, som det mest naturlige. Det var virkelig surrealistisk og sejt!

På turen derned så vi Afrikas smukke savanne, små landsbyer, runde lerhytter og mange mennesker langs vejen, hvor størstedelen var på vej til/fra marked. Det var virkelig en spændende og givende oplevelse at se, hvordan andre mennesker bor og lever.

Da vi kom til Dodola skulle vi ud at spise med selveste præsidenten. Jep! I hørte rigtigt! Vi var ude at spise med Anne-Grethe og Per, Inger og Arne (missionærparret i Dodola) og de fineste mænd fra toppen af kirken, bl.a. både kirkepræsidenten og vice-kirkepræsidenten (!!!). Her i Etiopien har de ikke biskopper, her har de præsidenter i synoderne (som er en slags kommuner). Det var en meget speciel, men fed kulturel oplevelse at sidde i mørket med fire danskere og fem fremmed mænd og spise indjeda (surdejspandekagen) med tebs (oksekød i tern).
Efterfølgende var der kaffe og afsked for Anne-Grethe og Per hjemme hos Inger og Arne. Udover de flotte ord kirkelederne havde til Anne-Grethe og Per, havde de også medbragt gaver i form af en traditionel bryllupsdragt, som I kan se nedenunder. Sikke et flot par de er!

Næste morgen tog vi til amharisk andagt, som vi kun forstod få ord af, og herefter gik den 5-6 timers lange tur hjemad. Tilbageturen var ligeså oplevelsesrig, da vi ikke kørte den samme vej hjem. Vi gjorde bl.a. et stop ved Langano, som er Etiopiens største ferskvandssø. Det er jo et helt fantastisk sted og det rene LUKSUS! Efter at have mødt mange glade og dansende børn på grusvejen derind til, ankom vi til et virkelig flot ressort, hvor vi gjorde et stop for to timer! Som I kan høre, har volontører/missionærer det rigtig hårdt - som Per ville have sagt det – så derfor skulle vi jo lige en tur forbi søen og bade! Og wauw hvor var det godt! Vandet var lækkert, stranden var lækker, vejret var lækkert, selskabet var lækkert, livet som volontør er virkelig lækkert!
Vi kom hjem mandag aften fuldt opladet og klar til ugen, der ventede os.

Den har budt på opstart af legestuen og danskundervisningen af Liv og Ruben. To besøg i Addis’ midtby, ét besøg i ungdomsgruppen i Mekane Yesus kirken, ét besøg af Inge og Charlotte, to danske volontører, som arbejder på Win Souls For God inde i midtbyen og meget mere. Det har virkelig været nogle fantastiske uger! Vi er overrasket over, at det er gået så hurtigt og godt. Vi har endnu ikke været syge endnu, og vi er fyldt med gå-på-mod og glæde. Tusind tak for jeres forbøn! I må meget gerne fortsætte med at be’, speciel for engelskundervisningen, som vi starter op med i næste uge. I må også meget gerne be’ for Anne-Grethe og Per, som lige er fløjet hjem i går aftes. Der er allerede meget tomt uden dem!

Her er nogle smukke piger, som kom loebende, da vi ville tage billeder af udsigten. De er da skoenne!

Her sidder vi og venter paa vores burgere ved Langano soe.

Sikke en smuk udsigt over Langano soe!

Vi saa virkelig mange forskellige dyr paa vores vej, bl.a. kameler

Her har vi fundet traeet fra Loevernes Konge - de er overalt i Etiopien :-) Naturen er saa smuk her!