tirsdag den 21. januar 2014

Vi er såååå klar


Vi sidder på "Helle's diner" og døren er lige smækket efter en grundig journalist fra trekantens folkeblad, som har tømt os for alle detaljer om vores udsendelse til Etiopien. Vi er såå klar. Efter en uge på forberedelseskursus på Diakonhøjskolen i Århus er vi blevet forberedt og udrustet til 3 måneders rejse. De yderst kyndige undervisere på kurset har vist os forskellige eksempler på, hvad vi måske kan blive udsat for. Nogle eksempler mere skræmmende end andre. Vi er bl.a. Blevet undervist i:
1. Hvilke spændende typer småkravl der på forskellige måder kan blive besættere af vores indre, og hvordan man behandler sådanne uvelkomne gæster.
2. Hvilke præparater der kan afhjælpe ens konstante løben frem og tilbage fra toilettet.
3. Hvordan man missionerer med "hjerte, mund og hænder" og hvordan vi tager i mod mission, når vi ankommer til en af verdens hurtigst voksende kirkesamfund.
4. Hvordan man hilser med respekt på eksempelvis de ældre.
5. Hvordan man afkoder nogle af de uskrevne regler i det samfund vi skal til at være en del af.
6. Hvordan vi indbyrdes løser de konflikter der måtte opstå, nu hvor vi skal til at dele værelse i tre måneder.
Og meget mere.
Vi havde en dejlig men også hård uge i Århus, sammen med syv andre skønne volontører og vi fik endnu mere blod på tanden, efter at komme afsted til Addis Ababa.
Vi kommer i Etiopien til at have forskellige volontøropgaver. Vi skal først og fremmest være au pairs hos Anders og Tine Møberg og kommer til at lave en masse spændende med dem og deres børn. Vi skal også være med til at træne en gruppe teologistuderende i engelsk.
Vi er såå klar til at komme på vores livs rejse, til et sted hvor vi kan bruge de redskaber, Gud har velsignet os med, til at gøre godt for andre. Det bliver stort.