Halvvejs

 

Nu er halvdelen af tiden hernede gået og vi blev enige om at det var på tide, at der kom nogle flere billeder af os selv på bloggen (som de egoister vi nu engang er). Læg især mærke til Maritas flotte hår!  Status hernede er at Afrika stadigvæk er for fedt. Hver dag er fuld af velsignelser og oplevelser. Vi har været inde i Addis et par gange i løbet af denne her uge. Det har været sygt godt men jeg må nok erkende, at jeg irriteres lidt mere af alle tilråbene end Marita gør. Der er mange henvendelser i forskellige former på sådan en tur og nogle af dem mere ubehagelige end andre.

Vi var i onsdags inde ved piaza for at kigge på sølv og guld og solbriller ;D Her mødtes vi til frokost med Inge og Charlotte. Da vi skulle hjem, var jeg virkelig træt og varm og min lunte var ikke fantastisk lang. Vi stod og ventede på en minitaxi (=minibus) og da der endelig kom en blev vi virkelige frustrerede over den ringe køkultur. Folk puffede og masede og det resulterede så i at Marita kom sidst ind. Da vi endelig havde fået os sat, mig i det fjerneste hjørne af minibussen, blev Marita bedt om at forlade taxien igen, da der åbenbart var for mange i taxien. Dette er dog ikke et problem vi har oplevet før. Tidligere har det virket som om at taxichafførerne i Addis Ababa har forsøgt at opnå en plads i Guinness World records for at kunne få flest folk fyldt i en minibus. Jeg måtte møve mig igennem havet af etiopere for at komme med Marita ud igen. Vi fandt (heldigvis) hurtigt en ny taxi som kunne tage os med hjem. Vi havde kørt lidt under halvvejs da vi pludselig blev stoppet af en etiopisk trafikbetjent. Vi forstod som de dumme udlændinge vi nu engang er ingenting af hvad der blev sagt. Vi kunne forstå af de højlydte protester, fra vores medpassagerer at situationen ikke var helt god. Pludselig blev døren til taxien åbnet og politimanden steg ind. Taxien kørte herefter ti meter og så blev vi alle smidt ud og fik vores penge tilbage. Det viste sig at vores kære chauffør ikke havde noget kørekort! Vi fandt en tredje taxi og kom sikkert hjem til Mekanissa.
I morgen kaster vi os ud i et nyt og spændende eventyr. Vi ser frem til starten på en uges lækker ferie og der kommer nok til at følge en hel del blogindlæg om den!

Missionærbarn i Etiopien

I dette indlæg har vi æret besøg på bloggen af gæstebloggeren Liv! Liv og jeg har arbejdet på blogindlæg til både vores og Anders og Tines blog i dansktimerne i de sidste uger. Jeg har dansk med Liv hver mandag - torsdag fra kl. 17-17.45 imens har Marita og Ruben dansk sammen. Vi nyder virkelig alene tiden sammen med dem og forsøger at hygge lidt omkring det at have dansk. Det kan nogengange være lidt hårdt at komme sent hjem fra skole og så skulle have dansk!

At være missionærbarn er rigtig spænende fordi at man kommer til at prøve ting som andre børn ikke prøver. Som at ride i Balebjergene (nogle høje bjerge i Dodola) eller at bade i langano søen (den eneste rene sø i Etiopien) og blive rigtig god til engelsk.

Det er også somme tider svært fordi at man kommer i en ny klasse hvor de taler et helt andet sprog. Efter noget tid kan man sproget og så er det ikke så stort et problem. Det største problem er at man savner dem der er i Danmark. Det værste ved det problem er at det ikke kan stoppe igen, men det gode er at de kommer her ned på besøg og man kommer hjem til sommer. 

Nu Søren og Mette!

I dag har vi bare fået planlagt den sidste halvanden måned. Det er for vildt, at halvdelen af tiden er gået. Det er så mærkeligt.. Så vi har en tur til Awasa og Dodola/Bale-bjergene i vente i uge 13. Så ser vi også frem til en tur på markedet Merkato og en tur til Piaza (især guldgaden og solbrillegaden). Så har vi lagt og fået os en lille morfar på madrasserne udenfor, da der var fest inde i værelset overfor tidligt i morges! Men det er også helt i orden. Familien Møberg har nemlig fået mormor og morfar på besøg. Det er simpelthen så hyggeligt! Vi blev endda inviteret på is på Igloo efter aftensmad. Igloo har faktisk is, der kan måle sig med den italienske is i Awasa – hvilket er ret vildt, det troede vi alligevel ikke skulle ske!
Ruben udbrød på vej derind: ”Hallo.. Søren og Mette eller hvad i nu hedder…” Den var ny! Det er vi ikke blevet kaldt før! Så ja, vi bliver stadig kaldt Søren og Mette, Marine og Sørita eller Søren og Martin af dem, der stadig ikke kan vores navne (det er faktisk kun Liv, Vicki og Storm som egentlig kan vores rigtige navne..), men vi har lært at leve med det. Måske er vi selv blevet lidt for vant til det, for efter at Ruben havde kaldt os Søren og Mette, kunne jeg først sige Sørine efter at have kaldt hende Søren to gange i træk, hvilket var et godt grin for de andre.
 Det er simpelthen nogle dejlige mennesker, vi bor ved siden af. De er en helt fantastisk familie fuld og liv (bogstavlig talt… lol)og glæde! Da vi kom hjem måtte Tine have revanche i Marita-spillet (Sørine siger, at det er lidt ligesom Golf – måske hedder det egentlig bare golf?), og det fik hun! Tine vandt over os alle… Det blev fejret med slik, the, kaffe og Die hard 2! Det har virkelig været en dejlig aften, og vi føler os simpelthen så velsignet. Af hjertet tak for at I ber for os! Tak for at I bruger tid på at tænke på os og familien Møberg. Vi mærker virkelig at Gud bare velsigner os dag ud og dag ind. Det er helt fantastisk at være her i Addis. Vi har virkelig haft en god dag!

Compound - hvad er det?

Mekane Yesus compounden er et område, som er indhegnet og har deres egen indgang og vagter ved indgangen. Dvs. her bor folk, som på en eller anden måde har en tilknytning til Mekane Yesus kirken. Inde på compounden har vi så DEM’s compound, som består af to huse, gæstehuset og Anders og Tines hus. Vi har en del vagter, som er her på skift 24/7. Så har vi to vagthunde. Som er gode til at være vagthunde, ulempen er dog, at de vækker os i tide og utide. De hedder Addi og Guncho (som betyder smuk, men det er den langt fra! Den er virkelig uhyggeligt at se på). Så har vi en gartner og en hushjælp til hvert hus. Vores hushjælp, Tigist, laver både mad, vasker tøj, tager opvasken og gør rent. Det kan godt lyde lidt som i filmen Niceville/The help, hvis I har set den? Hvis ikke så er den virkelig værd at se! Men selvom at vi føler, at vi ikke kan tillade os at lade opvasken stå eller igen spørge, om hun vil lave boller til os, så er det hendes arbejde, og hun er glad for det. At have ansat så mange etiopiere skaber også jobmuligheder. Vi har virkelig skulle vænne os til, at vi er SÅ forkælede og priviligeret. Men vi takker Gud for, at vi har det så godt!

Mad i lange baner!

Onsdag d. 5. marts fik vi rundvisning på Sabahar sammen med 46 IMB’ere. De har været på studietur hernede og skulle bl.a. have aftensmad hos os efter rundvisningen. Det var rigtig hyggeligt at have besøg af dem og vise dem, hvor vi boede.

Torsdag havde vi til legestue lavet en forhindringsbane til børnene. Det var et hit! Jeg tror, at Vicki løb igennem forhindringsbanen 12 gange. Den var så stort et hit, at selv Ruben skulle ned og prøve den.

Selvom billedet ikke lige viser en ovenud lykkelig Joshua, saa lignende han virkelig verdens gladeste dreng, da han proevede forhindringsbanen.

Udsigten fra restauranten ud over Mexico Square

Fredag tog vi på restaurant Wabe Shebele, som ligger på toppen af et højhus. Så vi sad og spiste med udsigt over Addis og Mexico Square.

Lørdag tog vi på Sheraton hotel med Charlotte og Inge. Sheraton er det fornemmeste hotel i hvert fald i Addis. Der er tjenere i pingvin-jakkesæt og hatte klar til at åbne døren for os, når vi kommer, springvand indenfor og udenfor og en eksklusiv kagebutik, der selvfølgelig hedder: Temptations. Der er ikke noget, der mangler på Sheraton, og det var der bestem heller ikke, da vi ankom til restauranten for at spise brunch, som aftalt. Dog var vi ikke klar over, hvornår brunch’en startede og sluttede. Så da vi fik et bord, fik vi også at vide, at ”ja ja! Vi kunne sagtens nå at få brunch. Vi havde lige 5 min., så ville de begynde at rydde maden af bordene, så de kunne gøre restauranten og middagen klar til middag.” På daværende tidspunkt var klokken altså kun 10.25, men det kunne vi jo ikke gøre hverken til eller fra. Så vi gik amok! Folk i restauranten sad da også og smilede af os, da vi gik op for fjerde gang, efter at have sat den tredje tallerken. Vi formåede at fylde vores bord med så meget mad, at da tjenerne kom med vores bon’er (som kommer i en slags bøger), så hev han en ekstra stol hen til bordet, da bøgerne ikke kunne ligge på bordet. Det var et festmåltid! Der var både yoghurt, chokopops, frugt i lange baner, kager til enhver smag, smør (!!!), mørkt brød (!!!), juice, smoothies, omelet, nødder osv. Selvom at vi fik meget store øjne, da vi så bonen, så var det det hele værd! Da vi havde spist os stopmætte, trillede vi nærmest ned til poolen og tilbragte resten af dagen der. Vi badede i den lune pool, som havde stille, beroligende musik under vandet (hvad sker der lige for det?!) Der var virkelig rart bare at kunne ligge der og næsten glemme, hvor vi var. Det er så mærkeligt, at vi bare kan tage på hotel og nyde luksus en hel dag, men når man så står ved springvandet ude i den smukke have og ser ud over Addis, er det bare noget helt andet end luksus, man ser. Der er så store kontraster her i Addis, og så alligevel ikke. For det er lidt som om, at der ikke er områder med rige og områder med fattige. Slummen er ligesom bare fordelt ud over hele byen.

Se nu al den laekre mad!! Wauw!!

Saa er der brunch til alle mand!

Ups... der var ikke en gang plads til bonerne...

Soerine og Inge

Sheraton hotel set ude fra den smukke have

Kærlighed til folket

Selamnish! (hej til en kvinde) Selamnachto! (hej til to eller flere) Dananachto? (hvordan går det?) Dananin, Exherbier jemeschen! (Det går godt! Gud være lovet!) Sådan kan en hilsen lyde. Men det er ikke altid, er etiopier nøjes med at sige hilsnerne én gang. Nej, hellere tre gange end én gang. Så nogle gange bliver vi lidt forvirret, når vi lige har svaret, at vi har det godt, Gud være lovet! og så spørger de én gang til, om vi har det godt? Vi har fået forklaret, at hernede svaret man ofte overfladisk på det første spørgsmål. Men så midt inde i en samtale er det meget normalt at spørge en gang til, for så har man ligesom fået opbygget en tillid, og så åbner etiopierne sig ofte lidt mere og fortæller måske, at det går faktisk ikke så godt.

Når de hilser gør man det ikke bare med en løfte hånd i vejret eller et knus, nej.. Man giver hånd, hvorefter man fører højre skulder mod modpartens højre skulder og lige rører skulder mod skulder. Så kan man evt. med den anden hånd give et knus. Nogle gange hilser man også med kindkys, gerne tre kindkys skiftevis på kinderne. Det er da lidt hyggeligt og til tider ret grænseoverskridende, hvis man ikke lige havde set den komme.
Hernede i Etiopien er de mere relationsorienteret end de er opgaveorienteret (som vi er i DK). De fokuserer meget på at få venner, frem for at udføre opgaven. Det ses overalt. Der skal bl.a. 5 til at pakke bilen, da vi skulle til Awasa for nogle uger siden, eller så står der gerne en 4 stykker og tanker din bil. På gaden ses det også tydeligt at Etiopien er et land, hvor de ikke sparer på kærligheden. Uanset om du er kvinde eller mand, så er det helt normalt at holde i hånden, have armen om den andens skulder, give knus eller kindkys til højre og venstre og bare generelt hilse på alt og alle. Det er virkelig hyggeligt at hilse på stort set alle man går forbi, uanset om det er med en hilsen og et håndtryk eller om det bare er med et smil og et nik. Det smitter simpelthen at smile til vagten ved vores compound, når han vinker ivrigt til én for tredje gang samme dag.
Jeg synes, at vi i Danmark skulle sprede lidt smil og kærlighed til folket! Smil smitter og ender ofte med at komme tilbage til dig selv! Det gør det i den grad her i Etiopien.

Det forkerte toilet

Vi var i torsdags så heldige at få mulighed for at køre med Berit og Molugeta til Hawassa. Vi var lidt småslatne og syge, så eventyrhumøret var ikke helt i top og udsigten til den fem timer lange køretur, gjorde ikke weekenden mere appetitvækkende. Afsted skulle vi jo og hvor var det godt, vi kom af sted. Vi ankom torsdag aften og fik vist vores hytte og dertilhørende toilet og bad. Vi var meget begejstrede for vores lille hytte og den norske ferieplads vi skulle bo på så da også meget fin ud. Det skal lige siges, vi ankom i mørke. Inden vi skulle i seng, skulle der lige tisses af. Berit havde vist os, hvor toiletterne lå. Vi bevægede os ud i mørket og pludselig stod der en hjort/gazellelignende skabning foran os. Den løb forbi os og videre hen til noget der i vores øjne godt kunne ligne en hyæne. Vi anser ikke os selv som de mest pivede skabninger men jeg må indrømme, at det føltes godt af have Marita i hånden ved siden af. Det var dog ikke dyrene udenfor der var det mest skræmmende men nærmere de tommelfinger lange kakerlakker og deres hvepse venner indenfor på dasset, der ikke lige var min kop te. Dasset i sig selv krævede også en del overvindelse, især i mørket.

Natten til fredag kunne vi ligge og høre rigtig mange meget sjove lyde fra hyænerne, hestene og de tusindvis af fugle omkring os. Vi vågnede fredag op til en fantastisk udsigt. Vi var helt høje over hvor smuk feriepladsen med udsigt over Hawassa sø var. Vi snakkede meget om, at hvis det ikke lige havde været for dasset, ville det være skønt at tage på ferie her (vi ved godt, at vi er lidt forkælede). Fredag var vi så heldige at møde danske Helene og norske Teresa. Helene tog os med ud for at se en masse af byen. Fredag kiggede vi på maraboustorke og aber i parken i Hawassa.  Vi spiste italiensk is og blev indbudt til filmaften hos det danske missionærpar Kristian og Jeanette. Lørdag tog Helene os med til Haile hotel, hvor vi slappede af og nød en masse luksus (inklusiv træk-slip toilet, Helene forstod ikke rigtigt vores begejstring). Lørdag aften spiste vi et dejligt måltid med Berit og Molugeta og efterfølgende spiste vi is og jordbær med Helene og Teresa i mens vi så Anna Phil (man har jo lov til at nyde lidt danskhed, når man sådan er på miniferie). Teresa skulle undervejs i aftenen, træde af på naturens vegne. Jeg spurgte i den forbindelse Helene om de havde set, at der var nogle hvepse i gang med at bygge et hvepsebo, på det ene af toiletterne. Helene kiggede undrende på mig og spurgte noget i retningen af: ”hvad mener du med toiletterne, der er da kun et?”. Herefter viser det sig at der er et træk-slip toilet i enden af hytten i et lille skur. De dasser vi havde brugt, var for længst blevet erstattet med en modernisering, og stod nu kun som reserve… Sådan kan man jo komme så galt afsted.

 Vi var vilde med Hawassa og håber på at kunne vende tilbage og prøve træk-slip toilettet på feriepladsen engang.